Siden 1974 har Aurion været frontløber inden for biodynamisk produktion af korn og frø, og i dag er det en af landets ældste og mest anerkendte biodynamiske og økologiske virksomheder. Tilsammen dyrker deres avlere over 26 forskellige sorter af korn og frø, og deres sortiment er derfor et af de største og mest imponerende i norden.
Aurion eksperimenterer i samarbejde med deres avlere med mange forskellige typer korn og frø. Der arbejdes både med gamle kornsorter som svedjerug, emmer, spelt og enkorn, samt nye, glutenfri varianter. Derudover stiller Aurion særligt høje krav til avlerne. For eksempel må de ikke anvende de op til 25% konventionel gødning (svinegylle) som det normalt er tilladt ifølge reglerne for økologisk dyrkning. Dermed tager de et ekstra ansvar i forhold til at sikre beskyttelsen af den danske natur og grundvandet.
Det tætte samarbejde med avlerne er også med til at sikre at både erfaring, viden og nye idéer deles på tværs. Blandt andet er deres kornansvarlige i tæt dialog med avlerne om planlægning af afgrøder, såsæd, faldtal, gødskning osv. På den måde sikres det løbende, at kornet der dyrkes af avlerne er i allerbedste kvalitet.

AURIONS HJERTE
Kornmøllen i Guldager er Aurions hjerte. Den blev bygget i 1980, og er trykt på alle deres store poser. Det er her, kornet fra deres avlere forarbejdes; efter høsten leveres kornet direkte til møllen, hvor møllerne behandler det med største omhu med fokus på kvalitet og smag.
De har 2 østrigske og 6 danske stenkværne, og al deres mel er stenformalet - en nænsom metode der sikrer, at smagsnuancerne og strukturen bevares bedst muligt. Deres glutenfri produkter bliver forarbejdet og pakket i separate produktionslokaler, så der ikke er risiko for kontaminering.
"Vores tilgang til smag og sundhed ganske enkel: vi anvender ingen hjælpe- og tilsætningsstoffer, ingen enzymer, ingen farvestoffer, ingen tilsat stivelse - ingen krykker, som man kalder det i fagsprog. Kort sagt, kun gode råvarer og godt håndværk."
'VI SPRINGER OVER HVOR KORNET ER HØJEST'

Selvom Aurion efterhånden har eksisteret i mange år og har udviklet sig utroligt meget siden 1970'erne, er værdierne stadig holistiske, med fokus på mennesker og natur. Hjørnestenene i deres værdisæt er:
- RESPEKT: Respekt for naturen og mennesket
- ÅBENHED: Åben dialog og videndeling
- UDVIKLING: Udvikling af mennesker og produkter
- TROVÆRDIGHED: Troværdighed i ord og handling
- OPLEVELSE: Oplevelser gennem smag og historie
Ud over møllen, bageriet og det tætte samarbejde med avlerne har Aurion tradition for at bidrage til forskning i bl.a. produktion af glutenfri produkter og bælgfrugter. Derudover har de været med til at etablere Kornets Hus i Nordjylland - et nationalt center for viden, oplevelser og inspiration om korn, kornets historie, mangfoldighed og anvendelse.
Tekst af Signe Bering og billeder af Josefine Amalie.
