Den langsomme nedsivning og den mangeårige kontakt med Nexøs sandsten er grunden til, at vandet er særligt rigt på salte og mineraler, hvilket giver det en karakteristisk og ren smag. I flaskerne med brus er kulsyren tilsat under særlige afiltnings- og kølingsprocesser, der gør, at de små bobler bindes i længere tid til vandet og ikke hurtigt gasser af i glasset.

Hos Bornholms Kildevand er intet overladt til tilfældighederne og de har hele tiden fokus på kvalitet og udvikling. Eksempelvis er deres 'Mega Brus' udviklet sammen med en række af landets dygtigste bartendere.
De har hjulpet med at finde den optimale kulsyrebalance, som man kunne ønske sig i en cocktailmixer. Herudover er det høje salt- og mineralindhold en naturlig smagsforstærker, som sammen med den stærke brus gør den særligt velegnet til cocktails.
Piledam Vandværk har forsynet Bornholmerne med rent drikkevand siden 1946, efter den forrige pumpestation blev bombet i slutningen af 2. verdenskrig.
I 2010 overtog Bornholms Kildevand vandværket og moderniserede filtreringsprocessen, så kildevandet fik den højeste kvalitet man kan finde på markedet i dag.
