Dorthe & Bryan

Dalbakkegaard

16.1.23
hero-image
Dalbakkegaard er et gammelt familielandbrug, der efter at være gået i arv gennem 8 generationer nu drives af Familien Hansen med Dorthe og Bryan i spidsen. Her producerer Dorthe og Bryan blandt andet økologiske frilandskyllinger af bedste kvalitet.

Den gamle slægtsgård Dalbakkegaard ligger i Vester Ulslev et par kilometer syd for Maribo. Her udlever familien Hansen deres passion for at producere lækre og smagfulde økologiske frilandskyllinger, friske æg og udvalgte grøntsager i sæson på gårdens ca. 65 hektar jord. Produktionen af økologiske fjerkræ og æg er noget, de gav sig i kast med i 2009, og de har ikke sluppet det siden.


LIVET PÅ DALBAKKEGAARD 


De små daggamle øko-kyllinger ankommer til gården, hvor der fra starten bliver kræset om dem. De bor i en lun stald der holdes på 30-35 grader, hvor de kan få den bedste start på livet som eksklusiv gourmetkylling. Kyllingerne har selvfølgelig adgang til vand, varme og foder i alle døgnets timer.


Efter omtrent tre uger kommer de ud på gårdens store græsfolde, hvor de har plads til at boltre sig og nyde livet i 80-120 dage. Frilandskyllingerne er økologiske af oprindelse og får selvfølgelig også økologisk foder. Deres arealer inde som ude overholder naturligvis også pladskravene til økologiske kyllingehold. 


Kyllingerne bliver håndslagtet hos Kim på Vesterborg Fjerkræslagteri - en lille lokal slagter kun en halv times kørsel fra gården. Alle dyr bliver slagtet under dyrlægekontrol, og lige efter slagtningen pakkes de i pose, så de er klar til at blive tilberedt.


Lang voksetid, grønt græs, motion og masser af frisk luft er nogle af grundene til, at kyllingekødet fra Dalbakkegaard er så ekstraordinært lækkert, saftigt og smagfuldt - fuldstændig uden sammenligning. Smag selv forskellen.


SE PRODUKTERNE HER >


Tekst af Signe Bering og billeder af Josefine Amalie.

seneste nyt