Hagelskjær Vin så dagens lys efter stifteren Anders i 2016 afprøvede en tapning af birkesaft for første gang. Saftens forunderlige, milde og klare smag gjorde så stort et indtryk på Anders, at han efterfølgende udviklede en opskrift på mousserende birkevin - og det var startskuddet.
Birkesaften tappes fra de lokale birketræer, som vokser omkring vingården i Brande. Dermed er der ikke langt fra birketræ til birkevin.
"Vores vine produceres så de bedst muligt udtrykker og fremhæver lige præcis det, vi elsker ved birkesaft og blåbær – smagen af mosens muld, klarhed, bærrenes syre og modenhed af sommerens sol." - Anders Hagelskjær

Blåbærvinen er produceret af danske blåbær, som er for bløde til at komme i butikkerne. Blåbærbuskene tilhører Halskenbjerg som ligger 12 km. fra Hagelskjærs vingård. Efter høstning kværnes bærrene hvorefter saften løber fra i 24 timer. Under saftpresningen sker der en lille "vildgæring" på naturligt gær før saften kommer i vinballoner, hvor de tilsættes en rigtig kulturgær for at sikre en god og ren gæring. Efter endt gæring hældes vinen på flasker med lidt sukker og frisk gær. 18 måneder senere degorgeres vinen, og hvorefter den er klar til salg.
"Hver flaske hos Hagelskjær vin har været i vores hænder mange gange. Vi bruger ikke pumper og filtrerer ikke vinen. Når vinen skal stikkes om, bruger vi tyngdekraften og når vi degorgerer, tapper og propper bruger vi hænderne." - Anders Hagelskjær
Hagelskjær vin er på kort tid blevet en anerkendt vinproducent i Danmark blandt vinspecialister. Blandt andet har flaskehalsen.dk givet Hagelskjærs Blåbærvin 6 ud af 6 stjerner med følgende begrundelse;
"...koncentreret og vildt, men også fuldstændig eminent balanceret og behageligt. Den har en blændende syre, der sammen med frugternes sødme giver en forrygende frisk og afstemt helhed..." - Flaskehalsen.dk
