Trang Thien Lê er oprindeligt fra Vietnam, men flyttede til Danmark tilbage i 2014. Her købte hun en foodtruck, og begyndte at lave og sælge ægte vietnamesisk streetfood.
Hun opdagede dog hurtigt, at hun ikke kunne skaffe tofu i den kvalitet hun ønskede - økologisk, i høj kvalitet og på sojabønner fra Europa. Og så er der jo kun én ting at gøre...

Trang begyndte at producere sin egen tofu i sin lille foodtruck med stor succes og mange positive tilbagemeldinger. Hun og partneren Mads gik derfor i gang med at opskalere produktionen og at producere tofuen kommercielt.
Undervejs tog de begge på studietur til Asien for at studere tofuteknikkerne, -kulturen og alle de spændende muligheder der er for at udvikle nye produkter i den bedste kvalitet.
Foodtrucken lever stadig, men Trang fokuserer nu på at producere kvalitetstofu lokalt på europæiske sojabønner.
“Vi ønsker at arbejde i balance med vores omgivelser og sundhed. Det betyder blandt andet et lavt klima-aftryk og opmærksomhed på kvaliteten i valg af råvarer.” - Trang Thien Lê, stifter af Lê Trang
