Maria Birna Arnardottir

Marias Lollandske Mark

12.1.23
hero-image
Mellem Maribo og Nakskov dyrker Maria special- og kvalitetsgrøntsager med udgangspunkt i sin baggrund som gartner og biolog. I de 3 store væksthuse dyrkes salater, kål, urter mm. over vinteren, og om sommeren får tomater og chili plads i jorden.

Maria Birna Arnardottir er uddannet gartner og biolog med en interesse for og kærlighed til naturen og bæredygtige produktionsmetoder.

I oktober 2022 startede hun virksomheden Marias Lollandske Mark, hvor hun dyrker special- og kvalitetsgrøntsager i tre store klimastyrede væksthuse, som holdes frostfrie over vinteren.

Hos Marias Lollandske Mark kan man få råvarer lidt ud over det sædvanlige, f.eks. dyrker hun bronzefennikel, puntarella, vinterportulak og rødbladet syre i vintermånederne, og cherrytomater og chili i de varmere måneder. Udvalget varierer selvfølgelig fra år til år.

Det er en lille produktion hvor grøntsagerne leveres helt friske og nyhøstede. Produktionen er desuden under økologisk omlægning og dyrkningen foregår uden pesticider og med sollys som varmekilde. I 2025 udvides sortiment til frilandsdyrkning med mere kål og græskar.

Marias Lollandske mark er resultatet af et samarbejde mellem ABED Fonden, hvis bestyrelse består af landmænd fra Lolland, og Maria som er gartner og biolog med den nødvendige viden og erfaring der skal til for at dyrke grøntsager med tanke på klima og bæredygtighed.

SE LEVERANDØRENS VARER >

Tekst af Signe Bering og billeder af Josefine Amalie.

seneste nyt