Spirulina, estragon, aronia og gran. Ikke ligefrem de mest typiske smagsvarianter i kombucha men ikke desto mindre hvad du finder i sortimentet hos Raw Culture. Og det er altså lige præcis det, der adskiller dem fra de mange andre producenter på markedet.
Ud over at være farverige og velsmagende så er produkterne også økologiske og upasteuriserede.
Idéen til Raw Culture opstod hos stifterne Magnus og Tomas tilbage i 2018, og fik for alvor luft under vingerne under første lockdown i 2020.
Her fik de nemlig mulighed for at leje sig ind i lokalerne på den lokale Michelin restaurant i Vejle, MeMu. Her brugte de næsten et år på at eksperimentere med forskellige smage til deres første batches af kombucha.

Visionen har altid været at producere upasteuriseret kombucha med en kompromisløs smag, fyldt med økologiske råvarer af god kvalitet.
"Vi ønsker at lave et produkt, hvor smagen er i top uden at gå på kompromis med kombuchaen og dens egenskaber."
Deres sortiment består af tre unikke varianter; Ronia med smag af aronia og gran, Peppe med smag af ingefær, gurkemeje og peber samt Egon med smag af estragon og spirulina.
Siden 2020 er Raw Culture vokset ud af lokalerne hos MeMu, og har nu deres eget bryggeri udenfor Vejle.
HVAD ER KOMBUCHA?
Kombucha er fermenteret sort te og sukker, lavet på en gærcelle- og bakteriekultur kaldet Scoby. Scobyen omdanner sukkeret til syre, CO2 og en lille smule alkohol. Derfor er kombucha ofte let mousserende med et lavt sukkerindhold.
Kombucha findes i et utal af smage og er et oplagt alternativ til sodavand eller mousserende vin.
