Midt i det naturskønne område omkring Lammefjorden ligger Rønnely. Området stod oprindeligt under vand, men i 1875 begyndte man at dræne det, så der kunne dyrkes afgrøder på jordstykket. Jorden omkring Rønnely er derfor ualmindeligt frugtbar, og rig på næringsstoffer. Det skyldes, at der gennem årtusinder er sunket døde dyr og planter ned på havbunden, som efterfølgende er blevet omdannet til dynd.
Morten som driver Rønnely i dag, overtog gården i 2016. Den har været i hans familie i 3 generationer siden Erling overtog den - først som biodynamisk og senere som økologisk landbrug, da kravene til biodynamisk landbrug blev skærpede.
Selvom gården er gammel, optimeres produktionen hele tiden. Dette gælder såvel dyrkningen på markerne, som produktionen på selve gården. Eksempelvis genanvender de vandet fra vaskeriet, og hver sommer kommer der en stor flok unge mennesker, som hjælper til med ukrudtbekæmpelsen på markerne.
Da Rønnely drives økologisk er sprøjtemidler ikke en mulighed, og selvom diverse lugemaskiner er opfundet, så slår det i Mortens øjne ikke ukrudtbekæmpelse med håndkraft. Derudover er det også en hyggelig tradition, som er fra hans bedsteforældres tid, hvor det var almindeligt at få unge menneskers arbejdskraft ud på gårdene.
KØB FRA RØNNELY >
