For 12. gang lagde Gudhjem i weekenden havn til den årlige kokkekonkurrence Sol Over Gudhjem. I år var hele 107 produkter indsendt til bedømmelse i årets Sol Over Gudhjems Produktpris 2022. Konkurrencen sætter fokus på lokale, innovative og danskproducerede produkter af høj kvalitet.
Produkterne konkurrerer i fire kategorier; mad, drikke, konfekture og innovation. Tilbage i maj blev tre kandidater i hver kategori udvalgt til finalen som løb af stablen i lørdags. Hvert af finaleprodukterne blev vurderet af fem højtkvalificerede dommere, som fandt en vinder i hver kategori.

MAD
I kategorien MAD dystede Planteslagterne med Svampebøffen mod South Harbour Café med deres Kylling Pastilla samt Gorm’s Piggy Potato Pizza. Vinderen i kategorien blev Kylling Pastilla lavet af South Harbour Café.
DRIKKE

I kategorien DRIKKE var hele to producenter på Pantrii nomineret; Noda Copenhagen med den boblende Pink Grapefrugt og Quench & Tickle med den alkoholfrie spritz Sprezzatura, som løb med sejren.
Bag Quench & Tickle står to af Københavns mest erfarne bartendere, som har en vision om at forene kvalitet, kompleksitet og convenience. Sprezzatura er en alkoholfri bittersød spritz med smag af appelsinskal, kaffe, tonic og et strejf af vanilje og chokolade.

INNOVATION
I kategorien INNOVATION vandt Bælgs konfekthapsere over Condiment #1 fra CONTEMPEHRARY og de sprøde tangchips fra Wavy Wonders.
Bag Bælg står vennerne Martin, Mikkel og Benjamin. De laver innovativ, kompromisløs og økologisk konfekt på danske bælgfrugter på Fyn.
KONFEKTURE
I kategorien KONFEKTURE vandt Jalm&B med deres innovative Salty Caramel Sourdough is mod NIZED som laver havreis og Rørvig dessert med deres Kong Gulerod dessert.
SOL OVER GUDHJEM
Sol Over Gudhjem er en kokke- og madkonkurrence, som blandt andet hjælper de mindre producenter frem i lyset. Konkurrencen løb af stablen for første gang i 2009 på initiativ fra brødrene, Mikkel- og Mads Marschall. De havde en drøm om at få Bornholm frem på den internationale madscene som et gastronomisk paradis, hvilket i den grad lykkedes. År efter år strømmer flere tusinde kokke, journalister, madanmeldere, samt andre madinteresserede til Bornholm i slutningen af juni for at opleve madiværksættere og kokke i verdensklasse udfolde sig på scenen i Gudhjems havn.